Artwork By-Yellow1
Bass-Lasse Mørck
Composed By, Arranged By-Tobias Wiklund (tracks: 1, 2, 4 to 9, 11, 12)
Cornet-Tobias Wiklund
Drums-Daniel Fredriksson
Executive-Producer-Peter Littauer, Søren Friis
Liner Notes-Peter H. Larsen
Mastered By-Bjarne Hansen (5)
Photography By-Søren Rønholt
Piano-Simon Toldam
Producer-Tobias Wiklund
Recorded By, Mixed By-August Wanngren

Notes

Recorded at The Village Studios in Copenhagen on December 12th & 13th, 2017.From Jazz Klubben: Where The Spirits Eat En gang var det let at kategorisere jazz. En musiker fik ”tildelt”, eller fandt sig en genre, og så var man altså sådan en slags musiker – be-bop, swing, trad og hvad der ellers er. Sådan er det ikke længere og den unge svenske trompetist og kornettist Tobias Wiklund er et glimrende eksempel på den nye ”race”. Tobias Wiklund er født i Sverige 1986 og han blev tidligt interesseret i jazz, men det var først, da han hørte Louis Armstrong, at han forelskede sig i trompeten. Det var ikke så meget Armstrongs spil, der overbeviste ham; det var energien. Efter musikstudier i Sverige flyttede Tobias til København for at uddanne sig på det Rytmiske Konservatorium, og han blev også hurtigt en fast bestanddel af det Københavnske jazzmiljø. Han er som en flittig musiker både i Sverige og Danmark almindeligvis kendt som trompetist, og det er da også trompet han spiller, når han f.eks. vikarierer i DRs Big Band eller i StockholmJazz Orchestra, men når han spiller i mindre grupper, f.eks. i Snorre Kirks feterede kvintet, eller med sin egen gruppe, bruger han altid sit foretrukne instrument, kornetten.Tobias Wiklund bevæger sig fordomsfrit mellem et moderne ekspressivt udtryk og en mere traditionel lyd, og på sin debut-plade, blander han naturligvis kortene på ni egne kompositioner, der består af både intens minimalisme, smukke ballader og udadvendt swingende jazz, krydret med Song of the Vipers samt Weather Bird, begge gjort berømte af Armstrong, som en hilsen til ”dengang”. Tobias har en unik evne til at henvise til og læne sig op ad historien, og er også en musiker, der helt hviler i sit eget udtryk med en stor teknik og en smuk klang på instrumentet.Det er, som om Wiklund vil lære os, at energi i musikken ikke betyder, at alt går over stok og sten. Energien ligger lige så ofte på de indre linjer og i friheden for de medspillende til selv at gribe en spontan idé. En frihed, der muliggøres af den fortrolighed, der råder mellem Wiklund og de medspillende, der deler hans ideer, den svenske trommeslager Daniel Fredriksson og de to danskere, Lasse Mørck og pianisten Simon Toldam.Wiklunds rundere og mørkere klang på instrumentet afholder ham ikke fra også at bryde ud i flamboyante kaskader på sit instrument og de, der forbinder svensk jazz med melankolsk folketone, går galt i byen. Han vil meget mere end at være melankolsk. Han synes at ville favne hele jazzen, hele dens historie og alle dens udtryksfacetter, og med denne første cd er han allerede nået et meget langt stykke ad den vej.